Historisk. Norsk rytter med i Bilka 6-dagesløbet

Når det 57. københavnske 6-dagesløb skal afvikles som Bilka 6-dagesløbet den 31. januar til 5. februar bliver det for første gang i Ballerup Super Arena med en norsk rytter i feltet.

24-årige Anders Oddli bliver den 31. januar historisk. Han bliver den første norske rytter, der deltager i et 6-dagesløb i Ballerup Super Arena

“Norsk cykelsport er i kæmpe vækst. Og med den nye cykelbane i Sola komme dette forhåbentlig også til at gælde banesporten i de kommende år. Dette vil vi gerne støtte op omkring, og giver derfor Anders Oddli chancen i Bilka 6-dagesløbet”, forklarer ejer af Bilka 6-dagesløbet Michael Sandstød.

“Det er en kæmpe ære for mig at blive den første norske deltager i Bilka 6-dagesløbet i Ballerup. Men jeg ved også at det bliver en stor opgave, som jeg skal være 100 procent klar til at løse. Jeg glæder mig virkeligt meget”, forklarer Anders Oddli.

Anders Oddli er mange gange norsk mester i rigtig mange forskellige banediscipliner. Han har i en række år været tilknyttet belgiske team, og har hentet en række gode resultater i mindre belgiske cykelløb. Oddli har mange gange optrådt på de danske cykelbaner. Dette både i Ballerup, men også i Aarhus og i Odense. Blandt andet er det blevet til sejr i Jørgen Leths Mindeløb i Aarhus i 2017 sammen med landsmand Frederik Steen. I 2017 slog Anders Oddli en 25 år gammel norsk rekord i 4.000 forfølgelsesløb. Dette skete på Odense Cyklebane. I februar 2018 blev det til sølv ved de nordiske mesterskaber i scratch, kun slået af Lasse Norman.

Tidligere har der været norske ryttere i det københavnske 6-dagesløb, da der blev kørt i Forum. Blandt andre deltog den olympiske mester i forfølgelsesløb og mange gange etapevinder i Giro d’Italia Knut Knudsen i Forum i 1976, hvor det blev til en femteplads med tyske Udo Hempel.

Bilka 6-dagesløbet 2019 skal afvikles den 31. januar til 5. februar. Billetsalget er godt i gang via Sweetdeal.dk.

Sola Arena forventes at stå klar i 2020. Arenaen skal bygges i Sola kommune tæt ved Stavanger.